Økonomisk tilskud til politisk arbejde
I overgangsåret 2026 står Region Sjælland for at behandle ansøgninger om tilskud efter partistøtteloven på grundlag af regionsrådsvalget i 2025 i Region Østdanmark.
En kandidatliste, der har deltaget i regionsrådsvalget den 18. november 2025 til Regionsrådet i Region Østdanmark, og som enten har opnået repræsentation i regionsrådet eller har fået et antal stemmer efter nærmere angivne kriterier, har ret til tilskud fra regionen til kandidatlistens politiske arbejde i regionen i årene 2026-2029.
Hvorfor økonomisk støtte til politisk arbejde?
Formålet med lov om økonomisk støtte til politiske partier mv. (partistøtteloven) er at støtte politisk arbejde i Danmark – såvel på landsplan som regionalt og kommunalt.
Ved politisk arbejde forstås aktiviteter, der tager sigte på at fremme valg her i landet af en eller flere kandidater eller at fremme et bestemt resultat af en folkeafstemning her i landet ved at udbrede kendskabet til bestemte politiske synspunkter, at etablere eller drive organisationer, at samarbejde med andre organisationer eller på anden måde.
Hvem er berettiget til at modtage økonomisk tilskud til politisk arbejde
Kandidatlister, som har deltaget i regionsrådsvalget til Region Østdanmark i 2025, og som enten har opnået repræsentation i regionsrådet eller har fået det, der mindst svarer til 0,8/47 af samtlige gyldige stemmer ved valget, for Region Østdanmarks vedkommende 24.677 stemmer, har ret til tilskud til kandidatlisternes politiske arbejde i regionen.
Tilskud til politisk arbejde udbetales for ét kalenderår ad gangen.
Særligt vedrørende ansøgning om partistøtte i Region Østdanmark
Det er en betingelse, at partiets regionale kandidatlister for partier, der pr. 1 august 2025 var opstillingsberettiget til folketingsvalg, både i Region Hovedstaden og i Region Sjælland har afholdt udgifter til politisk arbejde mindst svarende til den senest udbetalte partistøtte i de pågældende regioner.
Det vil sige, at det seneste år, hvor et partis regionale kandidatliste har modtaget støtte i Region Hovedstaden, skal kandidatlisten det samme år have afholdt udgifter til politisk arbejde i Region Hovedstaden mindst svarende til det støttebeløb, kandidatlisten har modtaget, og tilsvarende for Region Sjælland. Kravet skal altså efterleves i begge regioner.
For at kunne modtage støtte skal kandidatlisten således indsende to erklæringer, som dækker henholdsvis Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Hvis kravet ikke kan efterleves for den ene eller for begge af partiets regionale kandidatlister i de to regioner, modregnes et beløb svarende til det samlede støttebeløb, som ikke blev anvendt til politisk arbejde i den ene eller begge regioner, ved udbetaling af partistøtte for 2026.
Hvis kandidatlisten ikke tidligere har søgt støtte i én af regionerne eller i begge regioner, så betragtes man som et ”nyt parti”, og så skal der selvfølgelig ikke oplyses noget under pkt. 2 i ansøgningsskemaet om tidligere afholdte udgifter til politisk arbejde.
Ansøgninger om partistøtte i 2026 behandles af Region Sjælland.
I 2026 udgør tilskudsbeløbet pr. stemme 5,75 kr.
Ansøgninger
Indenrigs- og Sundhedsministeriet har udarbejdet et ansøgningsskema, som du opfordres til at bruge i forbindelse med din ansøgning. Dette sikrer, at du har taget stilling til alle de oplysninger, som vi som myndighed har pligt til at påse skal oplyses.
Download ansøgningskemaet på Indenrigs- og Sundhedsministeriets hjemmeside
Du sender din ansøgning sådan her:
- Download ansøgningsskemaet.
- Udfyld et ansøgningsskema for både Region Hovedstaden og Region Sjælland.
Bemærk, da det er en betingelse, at partiets regionale kandidatlister i både Region Hovedstaden og Region Sjælland har afholdt udgifter til politisk arbejde mindst svarende til den senest udbetalte partistøtte i de pågældende regioner, skal du udfylde to ansøgningsskemaer, én som dækker Region Hovedstaden og en erklæring, som dækker Region Sjælland. - Angiv i ansøgningsskemaets pkt. 2, om erklæringen om afholdte udgifter til politisk arbejde drejer sig om Region Hovedstaden eller om Region Sjælland.
- Udfyld begge skemaer på computeren
- Gem skemaerne og send det til Region Sjælland via mail eller fysisk post.
Send via mail til:
ledelse-komm@regionsjaelland.dk
Send via post til:
Region Sjælland, Koncern Ledelse og Kommunikation
Alleen 15, 4180 Sorø.
Mærk brevet: Partistøtte.
Vær i øvrigt opmærksom på følgende:
- Der er indført forbud for kandidatlister mod at modtage anonyme bidrag over beløbsgrænsen. Beløbsgrænsen i 2025 er på 24.500 kr. Beløbsgrænsen i 2026 er på 25.700 kr.
- Modtager en kandidatliste i 2025 anonyme bidrag over beløbsgrænsen på 24.500 kr., skal kandidatlisten returnere det modtagne beløb til bidragsyderen inden 30 dage fra modtagelsen. Bidrag, der ikke kan returneres til bidragsyderen inden 30 dage efter modtagelsen, skal inden for samme periode overføres til en konto i Indenrigs- og Sundhedsministeriet.
- Kandidatlister, der ikke er berettiget til partistøtte eller ikke ansøger herom, men har modtaget et eller flere anonyme bidrag over beløbsgrænsen i 2025 på 24.500 kr., skal indsende en erklæring herom til Region Sjælland.
- Udbetaling af partistøtte er betinget af, at kandidatlisten har indsendt en erklæring med oplysning om et flere private bidrag over beløbsgrænsen på 24.500 kr. (2025-niveau), der er modtaget af kandidater, der opstiller for kandidatlisten til regionsrådsvalg.
- En kandidatliste skal på samme måde oplyse om den samlede størrelse af eventuelle anonyme bidrag, der er modtaget af kandidater, som opstiller til regionsrådsvalg for kandidatlisten.
- Er tilskudsmodtageren (kandidatlisten) den regionale organisation for et parti, der pr. 1. august 2025 var opstillingsberettiget til folketingsvalget, skal erklæringen fra kandidatlisten på samme måde indeholde oplysninger om private og anonyme bidrag, der er modtaget af samtlige kandidater, der opstiller for partiet til folketingsvalg.
- Hvis en kandidat, der opstiller for kandidatlisten til regionsrådsvalg og/eller folketingsvalg, tillige opstiller til kommunalbestyrelsesvalg, skal ovennævnte oplysninger også omfatte det eller de tilskud, kandidaten har modtaget til brug for kommunalbestyrelsesvalget. Disse tilskud skal således ikke indberettes på kommunalt niveau. Erklæringen skal omfatte samtlige kandidater, der opstiller for kandidatlisten til regionalvalg, og erklæringen skal indeholde oplysning herom.
- Med virkning fra anden halvår af 2025 gælder der et forbud mod udenlandske donationer uanset beløbsstørrelse for partier, kandidatlister og kandidater.
- Forbuddet omfatter donationer fra udenlandske myndigheder, herunder fremmede stater samt deres repræsentationer og repræsenter i Danmark. Forbuddet omfatter også donationer fra privatpersoner med bopæl i udlandet, uanset at de er danske statsborgere samt virksomheder mv. med bopæl eller hjemsted i udlandet.
- Donationer fra EU-institutioner, europæiske sammenslutninger af partier, hvor modtageren er medlem, medlemmer af Europa-Parlamentet, som er valgt i Danmark og det danske medlem af EU-Kommissionen er ikke omfattet er forbuddet.
- Indberetning af oplysninger om evt. udenlandske donationer modtaget i andet halvår af 2025 følger i vid udstrækning samme model som indberetning af oplysninger om private og anonyme donationer.
- De erklæringer om private og anonyme bidrag samt om udenlandske donationer, som kandidatlisten indsender i forbindelse med ansøgning om partistøtte, vil blive offentliggjort på Region Sjællands og Region Østdanmarks hjemmesider.
Opdateret torsdag den 26. feb. 2026