Region Østdanmark har sin første konstitueringsaftale
onsdag den 19. november 2025

Partierne bag aftalen peger samlet på Lars Gaardhøj fra Socialdemokratiet som regionsrådsformand og formand for Forretningsudvalget.
"Jeg er både glad for og stolt over, at så mange partier har tillid til mig, og jeg vil gerne kvittere for, at så bred en kreds ønsker at tage ansvar for sundhedsreformen og Region Østdanmark. Vi skal lykkes med at skabe et mere nært, sammenhængende og retfærdigt sundhedsvæsen. Jeg ser frem til samarbejdet med de 6 sundhedsråd, hvor vi sammen med kommunerne skal sikre sundhed tæt på borgerne ude i alle områder af regionen. Jeg er glad for dét, vi er kommet frem til, og nu glæder jeg mig til at komme i gang med arbejdet", siger Lars Gaardhøj (A), spidskandidat for Socialdemokratiet og forhandlingsleder for aftalepartierne.
6 nye sundhedsråd i Region Østdanmark
Med sundhedsreformen følger også 6 nye sundhedsråd i Region Østdanmark. Her skal politikere fra Regionsrådet og kommunerne sammen styrke det nære sundhedsvæsen.
I sundhedsrådene skal politikerne træffe flere sundhedsbeslutninger tættere på borgerne. Tilbuddene skal i højere grad indrettes efter lokale behov og uden for sygehusene, herunder i borgerens eget hjem.
Partierne bag konstitueringsaftalen er bl.a. enige om følgende:
Formandskab i Region Østdanmark
Lars Gaardhøj (A) vælges som formand for regionsrådet for Region Østdanmark, mens Det Konservative Folkeparti vælges som 1. næstformand og Radikale Venstre vælges som 2. næstformand.
Forretningsudvalget
Lars Gaardhøj vælges som formand for Forretningsudvalget i Region Østdanmark, mens Socialdemokratiet vælges som næstformand. De resterende poster i forretningsudvalget fordeles efter den d’Hondtske metode
Sundhedsråd Hovedstaden
Radikale Venstre bliver formand for Sundhedsråd Hovedstaden, mens Socialdemokratiet får posten som næstformand.
Sundhedsråd Københavns Omegn Nord
Venstre bliver formand for Sundhedsråd Københavns Omegn Nord, mens Moderaterne får posten som næstformand.
Sundhedsråd Nordsjælland
Det Konservative Folkeparti bliver formand for Sundhedsråd Nordsjælland, mens Venstre får posten som næstformand.
Sundhedsråd Amager og Vestegnen
Enhedslisten bliver formand for Sundhedsråd Amager og Vestegnen, mens Socialdemokratiet får posten som næstformand.
Sundhedsråd Østsjælland og Øerne
Socialdemokratiet bliver formand for Sundhedsråd Østsjælland og Øerne, mens Det Konservative Folkeparti får posten som næstformand.
Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland
Venstre bliver formand for Sundhedsråd Midt- og Vestsjælland, mens Enhedslisten får posten som næstformand.
Posterne i de 6 sundhedsråd fordeles efterfølgende efter den d’Hondtske metode.
Udvalg for Regional Udvikling fra 2027
Det Konservative Folkeparti bliver formand for et stående udvalg for Regional Udvikling fra 2027, mens Enhedslisten får posten som næstformand. Yderligere 11 medlemmer af udvalget for Regional Udvikling fordeles efterfølgende efter den d’Hondtske metode.
Underudvalg under regionsrådet med temaet psykiatri
Socialdemokratiet bliver formand for et underudvalg under regionsrådet med temaet psykiatri, mens Moderaterne får posten som næstformand. Udvalget har 13 medlemmer.
Konstitueringsaftalen og den resterende fordeling af poster kan læses under vedhæftede filer nedenfor: