Gå til indhold

Organisationen for Region Østdanmark er vedtaget

Det forberedende regionsråd har besluttet de overordnede rammer for, hvordan den nye region skal organiseres fra 1. januar 2027.

Det forberedende regionsråd har nu truffet beslutning om den fremtidige organisationsstruktur for Region Østdanmark, der fra 1. januar 2027 samler Region Sjælland og Hovedstaden i en stor region med 2,8 borgere og 65.000 ansatte.

Med rammerne på plads går arbejdet med at samle Region Sjælland og Region Hovedstaden ind i en ny fase.

- Det er en vigtig milepæl i dannelsen af Region Østdanmark, at vi nu har en politisk vedtaget organisationsstruktur. Jeg er meget glad for beslutningen, som giver os et stærkt og fælles udgangspunkt for det videre arbejde, som jeg glæder mig til at komme videre med, siger regionsdirektør Jens Gordon Clausen.

Sammenlægningen er den største fusion på sundhedsområdet i Danmark nogensinde og sker i en tid med store forandringer i sundhedsvæsenet. Med den vedtagne struktur er der taget et afgørende skridt i fusionen og frem mod at imødekomme sundhedsreformens intension om at skabe en mere sammenhængende, nær og bæredygtig region, der kan imødekomme fremtidens krav til kvalitet, prioritering og patientforløb.

En genkendelig struktur med fokus på stabilitet

Arbejdet med organiseringen er sket med afsæt i sundhedsreformen og de nye opgaver, regionerne skal løfte. Strukturen er derfor designet til både at understøtte fælles løsninger og give plads til lokale beslutninger tæt på patienter og medarbejdere.

Den vedtagne organisering tager udgangspunkt i de strukturer, som allerede kendes fra de to regioner. Det er et bevidst valg, der skal sikre ro og kontinuitet i en periode præget af forandring. Samtidig giver det mulighed for, at driften kan fortsætte sikkert, mens den nye organisation gradvist tager form.

Næste fase er i gang

Med beslutningen på plads fortsætter arbejdet med at udfylde strukturen. De kommende uger handler det blandt andet om at få udpeget direktører og vicedirektører, som herefter skal arbejde videre med organiseringen i de nye koncernstabe – og koncerndriftsområder, samt i Præhospitalet, alle organiseringer skal være på plads den 30. maj.

Herefter følger placering af ledere, der skal være på plads i udgangen af juni, og herefter bliver det afklaret, hvor den enkelte medarbejder skal arbejde i den nye organisation.