Gravide i Østdanmark slipper for at bære rundt på papirjournal
lørdag den 20. juni 2026
Hvert år fødes mere end 28.500 børn i Østdanmark – 22.000 i Region Hovedstaden og 6.500 i Region Sjælland. For dem og deres partnere har det i årevis været et fast ritual at huske en papirjournal til samtlige møder med sundhedsvæsenet.
Men nu skal det være fortid. Med den gradvise implementering af den digitale løsning, Graviditetsmappen, skal relevante oplysninger altid være tilgængelige for sundhedspersonalet. Og så får den gravide selv det fulde overblik i Sundhedsdatastyrelsens app ”Min Graviditet’.
Graviditetsmappen bliver udrullet i takt med, at praktiserende læger bliver undervist i løsningen og implementerer den i egen praksis og skal på sigt helt erstatte papirvandrejournalen.
Den gravide skal være midtpunkt
For regionsrådsformand i Region Østdanmark Lars Gaardhøj (S) er Graviditetsmappen et vigtigt skridt mod et mere sammenhængende og trygt graviditetsforløb for alle kvinder i Østdanmark:
-Med implementeringen af Graviditetsmappen tager vi et vigtigt skridt mod et mere lige sundhedsvæsen, hvor vi ikke skubber ansvaret for, at læger og jordemødre har adgang til vigtige oplysninger over på patienten selv. Papirjournalen er simpelthen ikke længere tidssvarende for den sammenhængende omsorg og tryghed, som vi vil give patienterne, siger Lars Gaardhøj.
Om det digitale overblik for sundhedspersonale
Kernen i løsningen er den nationale it-infrastruktur, der giver alle gravide digital adgang til deres data. Det betyder, at relevante oplysninger, som sundhedspersonale registrerer i andre systemer, bliver tilgængelige i graviditetsmappen. På den måde kan sundhedspersonale altså se informationer, som er delt af andre medarbejdere i sundhedsvæsenet.
Og så får den gravide selv adgang til sine egne oplysninger i appen ’Min Graviditet’.
Om appen, ’Min Graviditet’, for gravide
Sundhedsdatastyrelsen har udviklet den gratis app Min Graviditet, som blev lanceret den 2. juni. Med appen kan den gravide bl.a.:
-
Se graviditetsoplysninger
Gravide kan se de oplysninger, der registreres i forbindelse med graviditeten, bl.a. graviditetsuge og terminsdato, undersøgelser, målinger og oplysninger om helbred. -
Få information uge for uge
Terminsdato opdateres automatisk, så den gravide kan få relevant information uge for uge. Pårørende kan også bruge appen til at følge med i forløbet, dog ikke se journaloplysninger.
-
Se tidligere aftaler
Gravide kan få overblik over de besøg, der har været hos egen læge og på fødested.
-
Find viden og gode råd
Gravide kan gå på opdagelse i over 400 letforståelige artikler og videoer om graviditet, fødsel og tiden med den nyfødte.
Tidsplan og udrulning
- Fra 2. juni 2026 har almen praksis i hele landet kunnet tage Graviditetsmappen i brug, og fødestederne kunne begynde at modtage henvisninger med det nye visitationsgrundlag. Læger, som ikke umiddelbart tager løsningen i brug, vil fortsat sende svangerskabsjournal og vandrejournal, som vi kender det i dag.
- Alle graviditetsforløb, der er startet op hos egen læge inden den 2. juni, vil fortsat blive fulgt af den fysiske svangerskabs- og vandrejournal.
Fakta
- Graviditetsmappen er udviklet af Sundhedsdatastyrelsen i samarbejde med Danske Regioner, Medcom, Sundhedsstyrelsen, Indenrigs- og Sundhedsministeriet, PLO og KL.
- Center for IT og Medicoteknologi (CIMT) i Region Hovedstaden har bidraget til at realisere løsningen, der nu udbredes nationalt. Som Danmarks største offentlige it-organisation inden for sundhedsområdet har CIMT sikret, at implementeringen af den nye løsning understøtter de kliniske arbejdsgange på regionens fødesteder og integrerer med eksisterende sundheds-it-infrastruktur.