Jordforurening
En anden central opgave inden for regional udvikling er håndtering af jordforurening. Region Sjælland og Region Hovedstaden har ansvaret for at beskytte drikkevandet, menneskers sundhed og vandmiljøet mod risikoen fra jordforurening. Dette omfatter opsporing, undersøgelser og oprensning af jordforurening fra punktkilder som for eksempel industrigrunde, renserier, olietanke og lossepladser.
Jordforurening og oprensning
Regionerne er ansvarlige for at opspore og håndtere jordforurening. Region Sjælland og Region Hovedstaden arbejder aktivt med at kortlægge forurenede områder fra tidligere virksomheder og industri, som gennem tiden har brugt olie og kemikalier. Når jordforurening opdages, skal det afklares om den, der har forurenet, kan stilles til ansvar. Hvis det ikke er muligt, overtager regionerne ansvaret for forureningen. Regionerne gennemfører de nødvendige foranstaltninger, så forureningen ikke længere udgør en risiko. Der er i dag kendskab til flere end 14.000 forurenede og muligt forurenede grunde i Region Sjælland og Region Hovedstaden. Det er ikke muligt at sætte ind overalt på samme tid. Som i sundhedsvæsenet prioriterer regionerne derfor jordforureningerne i forhold til, hvor akutte de er, så de mest miljø- og sundhedsskadelige forureninger bliver taget først.
Drikkevandsbeskyttelse
Region Sjælland og Region Hovedstaden har i samarbejde med staten og kommunerne i regionerne til opgave at sikre rent drikkevand og beskytte grundvandet mod forurening.
Begge regioner arbejder med at opspore og undersøge grunde, hvor der har været håndteret stoffer, som er særligt kritiske for grundvandet, for eksempel PFAS, klorerede opløsningsmidler og pesticider.
I Region Hovedstaden er der særligt fokus på områder med høj risiko for forurening fra industri, mens der i Region Sjælland er fokus på pesticidforureninger fra vaskepladser fra landbruget.

Fakta
Tal pr. 1. januar 2025.
Kortlagte jordforureninger:
Region Hovedstaden: 7.990
Region Sjælland: 6.215
Antal oprensninger som er i gang:
Region Hovedstaden: 135
Region Sjælland: 75
Grunde der afventer undersøgelse og oprensning:
Region Hovedstaden: 4.725
Region Sjælland: 2.300
Grunde ved at blive undersøgt:
Region Hovedstaden: 230
Region Sjælland: 170
Opdateret mandag den 22. sep. 2025