Din nye region
Fællesskabet i Region Østdanmark
I Region Østdanmark samler vi Sjælland og øerne i en ny, ambitiøs region, hvor vi vil skabe rammerne om det gode, sunde liv for dig som borger. Det vil vi gøre ved at give dig den bedst mulige behandling i et effektivt sundhedsvæsen. Vi vil også forske, uddanne og være innovative, så vi også i fremtiden har et stærkt sundhedsvæsen, der lever op til de rettigheder, du har som patient.
I Region Østdanmark vil vi give dig de samme muligheder og den samme høje kvalitet i det lille lokalsamfund som i storbyerne. Uanset om du har brug for en tid hos din egen læge, skal på sygehuset eller har brug for den største ekspertise på et område.
Vi vil bringe hjælpen helt ind i dit eget hjem eller så tæt på som muligt. Både fysisk og digitalt. Og i samarbejde med din egen læge, kommunen og resten af sundhedssektoren tager vi ansvar for at gøre det nemmere for dig at være patient og pårørende i Region Østdanmark.
Sammenhængen mellem mental og fysisk sundhed
Som østdansk patient med både psykiske og fysiske lidelser skal du opleve mere sammenhæng og kvalitet i behandlingen og mindre ulighed. Derfor samler og ligestiller vi psykiatri og somatik, så vi hjælper og behandler alle aspekter af helbredet samtidig. Samtidig indfrier vi de ambitiøse mål i en tiårsplan for forbedring af vores behandlingstilbud.
Du skal som patient opleve en respektfuld og mere effektiv tilgang, som tager udgangspunkt i den tætte sammenhæng mellem mental og fysisk sundhed.
Livet med kronisk sygdom
Du skal som borger i Region Østdanmark opleve, at vi har et stort fokus på de sygdomme, som rammer flest. Vi vil sikre, at patienter med kroniske sygdomme som KOL og diabetes hurtigere får en diagnose, behandling og opfølgning.
Med kronikerpakker og en personlig behandlingsplan med klare frister vil du, som en der lever med en kronisk sygdom, opleve en struktureret og effektiv behandling, som giver mere livskvalitet og mindre ulighed i sundhed.
Behandling tæt på dig
Vi vil og skal i regionerne blive ved med at udvikle de nære sundhedstilbud, der ligger uden for hospitalerne og sygehusene. Langt mere skal foregå i eller tættere på eget hjem, og du skal som patient og pårørende opleve, at vi sikrer sammenhæng i dit forløb.
I Region Østdanmark vil vi blandt andet gennem sundhedsrådene samarbejde tæt med kommunerne og andre relevante parter, for at du som borger får den bedste service.
I sundhedsrådene vil vi sikre lige muligheder og den samme høje kvalitet i hele regionen med løsninger, der passer til de lokale forhold i de seks sundhedsråd. Sammen skal vi sikre de bedste forudsætninger for, at du som patient får gode patientforløb, den nødvendige forebyggelse og behandling og at færre genindlægges.
Livet med funktionsnedsættelse
Vi skal fortsat drive de højt specialiserede tilbud på socialområdet, hvor vi hjælper børn, unge og voksne med forskellige grader af fysiske og psykiske funktionsnedsættelser og sociale problemer. Alt sammen i tæt sammenhæng med kommunerne og ekspertisen fra vores hospitaler og sygehuse.
Livet i Region Østdanmark
Vi spiller en rolle i vigtige dele af dit liv - også når du er rask. Du skal let kunne komme rundt i regionen. Som ung skal du kunne tage den ungdomsuddannelse, du drømmer om.
Opdateret fredag den 12. sep. 2025